Annonce

Annonce

frugter

Den laveste risiko for eksponeringen af pesticidrester sker med økologiske varer. Her blev fundet pesticidrester i 4,7 pct. af prøverne - alle fra udlandet. For konventionel frugt og grønt var der rester i hhv. 81 og 47 pct. af prøverne. Foto: Colourbox

Fire ud af fem stykker konventionel frugt indeholder pesticidrester

Fødevarestyrelsens nye pesticidrapport viser atter, at den mest sikre måde at undgå pesticider på, er ved at vælge økologiske varer. Flest pesticidrester findes på konventionelle varer fra tredjelande.

81 pct. eller hvad der svarer til fire ud af fem stykker konventionel frugt indeholder rester af pesticider, for konventionelt dyrkede grøntsager er der tale om næsten halvdelen; 47 pct., og for konventionelt dyrkede cerealier blev der fundet rester i 37 pct. af prøverne.

Det viser den årlige pesticidrapport fra Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet.

Andelen af dansk produceret frugt med pesticidrester er på niveau med frugt fra udlandet, hvilket betyder, at der ses en stigning i andelen af dansk frugt med pesticidrester i forhold til tidligere år. Det er dog usikkert, om det er en tendens, eller om det skyldes, at det statistiske grundlag er påvirket af, at der pga. corona er udtaget færre danske prøver i teståret 2020.

"I dansk ikke-økologisk frugt fandt vi flere prøver med sprøjtemiddelrester end tidligere, men det er vigtigt at understrege, at der er tale om fuldt lovlige restindhold, der ligger langt under grænseværdierne", siger Henrik Dammand Nielsen, enhedschef ved Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Flest rester i udenlandske produkter

Til gengæld findes der fortsat oftere pesticidrester i udenlandsk producerede grøntsager sammenlignet med danske, og der ses samtidig en større andel af prøver med mere end ét pesticid i samme prøve i fødevarer fra udlandet sammenlignet med danske varer.

Pesticidindholdet var under maksimalgrænseværdien i 98 pct. af de undersøgte stikprøver af konventionelt dyrket, ikke forarbejdet frugt, grøntsager og korn. 25 prøver blev vurderet til at udgøre en sundhedsmæssig risiko, eller hvor man ikke kan udelukke en risiko.

I alt fem stikprøver af appelsin, banan, citron og to mandariner med indhold af chlorpyrifos eller chlorpyrifos-methyl blev vurderet til – selvom grænseværdien ikke var overskredet - at en sundhedsmæssig risiko ikke kunne udelukkes. Chlorpyrifos er mistænkt for at skade hjernens udvikling hos fostre og småbørn.

Mindst risiko ved økologi

Den laveste risiko for eksponeringen af pesticidrester sker med økologiske varer, hvilket er i tråd med fundene i de tidligere rapporter fra DTU og Fødevarestyrelsen. I denne omgang blev der fundet pesticidrester i syv - alle udenlandske - af 145 prøver, svarende til 4,7 pct. men det vurderes, at de alle var i overensstemmelse med økologireglerne.

Der er tale om rester af azadirachtin, som er ekstrakt udvundet fra Neem-træ, og insektgiften spinosad, der begge er tilladt i økologisk produktion. I to af prøverne af havregryn fra Tyskland blev der fundet rester af chlormequat-chlorid, som ikke er tilladt i økologi, men havren blev ikke nedklassificeret, da prøver umiddelbart efter høsten året forinden ikke viste noget indhold af chlormequat.

At der overhovedet findes rester af godkendte midler i økologiske fødevarer, finder Økologisk Landsforening utilfredsstillende. Foreningen så gerne, at spinosad var helt forbudt i økologi.

"Resultaterne vidner om, at der er grund til at være restriktiv med at give adgang til at bruge spinosad. Hvad angår azadirachtin, som er fundet i en prøve, så bruges det i dag også som ingrediens i f.eks. tandpasta, så det er måske mindre kritisk, hvis det kan forefindes i enkelte prøver, bare det ikke er et generelt billede," siger Sybille Kyed, der er landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening.

I dansk økologi er spinosad kun tilladt at bruge i væksthuse på prydplanter, tomater og agurk.

Flere artikler fra samme sektion

Eks-bankdirektør: Penge er et redskab til at få noget til at ske

Selv om Lars Pehrson aldrig fik en bankuddannelse, var han landets længst siddende bankdirektør, da han i 2020 forlod direktørstolen i Merkur Andelskasse, og han brænder stadig for økologien og mener, at vi alle har mulighed for at bidrage til den grønne omstilling.

06-05-2024 9 minutter finansiering

Sæsonen er skudt i gang: Nu breder dansk øko-grønt sig på butikshylderne

Nu ligger der for første gang i år økologiske danske radisser, spinat og pak choi i butikkerne. Hos de danske økologiske grøntsagsproducenter er sæsonen netop skudt i gang.

02-05-2024 4 minutter Forbrug,   Grøntsager

Økologisk Landsforening uddeler atter gratis blomsterfrø landet over

Den 5. maj kan man hente en gratis pose blomsterfrø i Føtex og Bilka landet over. Økologisk Landsforening uddeler i alt 38.000 poser for at give bierne mere mad og sætte fokus på de truede arter.

30-04-2024 5 minutter Biodiversitet